Kakadu og Litchfield
Jeg har haft nogen super gode dage i de skønne nationalparker Litchfield og Kakadu. Der har været en hel del kørsel, men det har været det hele værd. Gruppen var også ok. Temmelig stille men allesammen rigtig søde. De to første dage brugte vi i Kakadu nationalpark, som er på størrelse med Slovenien. Mange steder kan man slet ikke komme til uden en firhjulstrukket bil. Selve kørslen var ikke så fantastisk som jeg havde regnet med, men til gengæld var de steder vi kom til utrolig flotte. Gemt af vejen inde mellem træer og bjerge.
Vi sprang fra klipper og svømmede i naturlige kilder. Det ene sted hoppede vi ned i et ‘hul’ og den eneste måde at komme ud på, var ved at svømme to meter ned under overfladen og igennem et lille hul der første ud i søen. Vi så desuden en del klippemalerier lavet af Aborignals smat en hel del wallabies (små kænguruer).
Den første nat blev vi opgraderet fra telte til små kabiner med køjesenge og air-condition eftersom der var lovet kæmpe storm. Stormen kom dog aldrig, men vi beklagede os ikke Den anden nat blev vi igen opgraderet. Da vi ankom til campingpladsen var den lukket, men vi kørte ind alligevel. Ejeren lod os sove i de store permanente telte med rigtige senge samt strøm og blæser. Skønt.
Den nordlige del af australien har den største bestand af krokodiller, og især Shady Camp som vi tog til den ene aften er berygtet for dem. Vi spottede da også nogen stykker og sørgede for at holde os langt væk fra vandkanten. De fleste floder i Northern Territory har omkring 5 korkodiller mer kilometer, men Mary River som Shady Camp er en del af har op mod 15 krokodiller per kilometer. Det er estimeret at der er omkring 150.000 saltvandskrokodiller og 100.000 ferskevandskrokodiller i det nordlige Australien. Angreb på mennesker sker da også regelmæssigt, men er altid resultatet er dummer og/eller fulde mennesker, der synes, at det er en god idé at svømme i floderne. De fleste er endda lokale der er vokset op i området og burde vide bedre. Krokodillerne blev fredet i 70’erne hvorfor tallet er vokset så enormt.
Det hænder desuden at en krokodille forvilder sig ind i en af de små badesøer, især i regntiden når floderne går over sine breder. Der er dog masser af skilte og advarsler og bliver der spottet en stor krokodille bliver området lukket for badning indtil den er indfanget (de små lader de være, da de ikke er farlige for mennesker). Så det kan tænkers at jeg har badet med en enkelt eller to, men bare rolig, jeg har stadig hænder og fødder
Derudover havde vi en enkelt dag i Litchfield nationalpark som er noget mindre end Kakadu. Til gengæld betød det mindre køretid mellem de forskellige steder, så man kunne nå en hel del mere på en dag. Vi fik badet i et par forskellige søer med smukke vandfald og flot natur. Fluerne heroppe kan godt være temmelig irriterende og det er som om de foretrækker ansigtet frem for noget andet sted på kroppen. Dem kommer jeg nok ikke til at savne.
Jeg uploader en masse billeder snart, så i kan se den smukke natur
I morgen går turen videre til Katherine, som er en lille by 4 timer syd for Darwin. En veninde fra Finland som jeg kender fra min tid i Holland bor der nu sammen med sin kæreste. Har ikke set hende i 3 års tid, så det bliver spændende, at se hvordan det kommer til at gå.